Almindelige betingelser

Opdateret d.09/12/2025

1. Aftalen

1.1
Aftalen mellem Klienten og SmallClaims består af nedenstående almindelige betingelser, som regulerer forholdet mellem parterne og overdragelsen af sager til SmallClaims ApS, CVR-nr. 43188739.

1.2
Parterne vil blive benævnt som henholdsvis “SmallClaims” og “Klienten” og tilsammen “Parterne”. Skyldner vil blive omtalt som “Debitor”.

2. Forbehold

2.1
SmallClaims er underlagt reglerne om god inkassoskik. SmallClaims kan derfor ikke behandle sager, såfremt dette vil være i strid med god inkassoskik, eller på anden måde i strid med SmallClaims’ omdømme.

2.2
SmallClaims kan ikke behandle sager for Klienten, såfremt denne er gået konkurs, under tvangsopløsning eller sagen bliver overdraget til tredjemand uden SmallClaims’ forudgående skriftlige accept.

3. Overdragelse

3.1
Inden SmallClaims kan overtage en sag fra Klienten skal følgende betingelser være opfyldt:
- Kravet skal være forfaldent til betaling
- Kravet skal være legitimt
- Debitor var myndig på tidspunktet for gældens og kravets stiftelse
- Debitor er ikke under konkurs, rekonstruktion, tvangsopløsning eller gældssanering.

3.2
Sagen overdrages til SmallClaims efter aftale, typisk ved upload af sagens dokumenter på SmallClaims’ kundeportal, ved fremsendelse af sagens dokumenter via mail eller ved integrationsløsning.

3.3
Inden sagen overdrages til SmallClaims skal kravet være opgjort korrekt iht. gældende lovgivning. Kreditnotaer, tidligere indbetalinger og lignende skal være fradraget kravet inden overdragelse, således at SmallClaims ikke opkræver et forkert beløb fra Debitor.

3.4
I tilfælde af, at Debitor er repræsenteret af anden part, herunder advokat eller værge, skal kontaktoplysninger på repræsentanten fremsendes til SmallClaims, således at korrespondance kan rettes mod Debitors repræsentant.

3.5
Har Debitor gjort indsigelse mod kravet, skal SmallClaims informeres herom, og al dokumentation på sagen overdrages til SmallClaims fra Klienten herunder e-mailkorrespondancer og SMS beskeder.

3.6
Har Klienten allerede indgået forlig, gældsbrev, skylderklæring eller lignende (fundament), skal disse dokumenter overdrages til SmallClaims samtidig med sagsoverdragelsen.

4. Dokumentation

4.1
For at SmallClaims kan behandle sagen skal kravet dokumenteres. Dette kan gøres ved som minimum at fremsende fakturakopi, jf. punkt 3 ovenfor. Anden dokumentation kan accepteres efter forudgående skriftlig aftale mellem Parterne.

5. Klientens forhold til Debitor

5.1
Når sagen er overdraget til SmallClaims, må Klienten ikke gå i dialog med Debitor omkring sagen så længe denne behandles hos SmallClaims. Ved Debitors henvendelse til Klienten omkring sagen, skal der ske henvisning til SmallClaims.

5.2
Modtager Klienten betaling fra Debitor inden sagen er afsluttet hos SmallClaims, er Klienten forpligtet til straks at informere SmallClaims herom, herunder beløbet og datoen for betalingen.

5.3  
Modtager Klienten information om, at Debitors stamdata ændres, skal Klienten straks informere SmallClaims herom.

6. Kommunikation mellem Parterne

6.1
Klienten skal besvare eventuelle henvendelser fra SmallClaims, herunder eventuelle indsigelser fra Debitor, uden unødigt ophold og som udgangspunkt indenfor 7 dage. Dette skyldes hensynet til SmallClaims’ proces og frister over for Debitor.

6.2
Klienten accepterer, at kommunikation mellem Parterne foregår på skriftligt grundlag. Klienten skal derfor på SmallClaims anmodning redegøre for sagens faktiske omstændigheder på skriftligt grundlag, og som behovet måtte opstå under hele sagens forløb og behandling hos SmallClaims.

7. Proces

7.1
Efter modtagelse af sagen og sagens dokumenter, vil SmallClaims foretage en vurdering af sagen på baggrund af de i sagen oplyste og fremsendte dokumenter fra Klienten. SmallClaims kan herefter vælge at gå videre med sagen eller anbefale Klienten at sagen droppes og eventuelt hæves, hvis sagen allerede er blevet anlagt inden overdragelse til SmallClaims.

7.2
Vælger SmallClaims at gå videre med sagen, og er denne endnu ikke blevet anlagt hos domstolene inden overdragelse til SmallClaims, vil SmallClaims fremsende brev samt stævningsvarsel til Debitor, hvor denne får 14 dage til at betale kravet, at fremkomme med et oplæg til afdragsordning eller forlig. Modtager SmallClaims indsigelse på kravet eller reagerer Debitor ikke, vil SmallClaims - efter forudgående accept fra Klienten - indstævne Debitor som via den forenklede proces eller betalingspåkrav. SmallClaims vil efterfølgende håndtere al kontakt og korrespondance med Retten og Debitor, jf. punkt 5.1.

7.3
Vælger SmallClaims at gå videre med sagen og er denne allerede anlagt hos domstolene inden overdragelse til SmallClaims, så vil SmallClaims efterfølgende håndtere al kontakt og korrespondance med Retten og modparten, jf. punkt 5.1.

7.4
SmallClaims kan som følge af sagens udvikling anbefale Klienten at indgå et forlig eller helt at hæve sagen, hvis SmallClaims vurderer, at sagen ikke længere er mulig at vinde. Ønsker Klienten at fortsætte sagen, kan SmallClaims herefter udtræde af sagen og anbefale Klienten at fortsætte sagen på egen hånd som selvmøder, hos en anden repræsentant, eller hos en advokat.

7.5
Vurderes procesrisikoen som væsentlig, fortsættes sagen alene efter klientens samtykke og mod forudbetaling af aftalt salær, jf. punkt 9.1. Det forudbetalte salær refunderes ikke - ej heller hvis sagen tabes.

7.6
SmallClaims behandler kun sager i den forenklede proces i første instans hos den relevante byret eller for betalingspåkrav hos den relevante fogedret. Bliver sagen løftet ud af den forenklede proces eller eksempelvis anket til landsretten, kan SmallClaims ikke fortsætte sin repræsentation som partsrepræsentant. SmallClaims er ikke et advokatkontor, men en partsrepræsentant og kan derfor kun behandle sager under den forenklede proces hos domstolene.

8. Fuldmagt

8.1
Klienten giver fuldmagt til at SmallClaims kan repræsentere Klienten i overdragne sager i forbindelse med sagsbehandlingen, herunder i fogedretten, civilretten og andre relevante instanser og myndigheder såvel som over for Debitors repræsentant.  

8.2
SmallClaims er berettiget til at indgå afdragsordninger med Debitor, og administrere disse på vegne af Klienten. Afdragsordninger indgås efter SmallClaims skøn og på baggrund af Debitors forhold, dog med mindst DKK 100 om måneden.

8.3
SmallClaims kan søge sagen forligt mellem Klienten og Debitor. SmallClaims kan derfor  nedskrive Klientens oprindelige krav (hovedstol) med op til 30% og alle renter, gebyrer og omkostninger med 100%, hvis dette - efter SmallClaims skøn og på baggrund af sagens omstændigheder, herunder Debitors betalingsdygtighed - synes rimeligt og tjener til Debitors betaling af kravet samt sagens afslutning.

8.4
SmallClaims er berettiget til at modtage betaling fra Debitorer på vegne af Klienten i de af SmallClaims på vegne af Klienten opstartede sager.

9. Salær

9.1
SmallClaims tager et Success Fee (salær) af kravet (hovedstol), såfremt kravet bliver betalt. Indgås der et forlig, vil SmallClaims’ Success Fee (salær) blive beregnet af forligsbeløbet, og ikke af den oprindelige hovedstol. Eventuelle sagsomkostninger udmålt af domstolene vil gå 100 % til SmallClaims.

9.1.1
SmallClaims’ Success Fee (salær), jf. punkt 9.1, opgøres som nedenfor, medmindre andet er aftalt direkte med SmallClaims eller med SmallClaims’ samarbejdspartnere. Der tages forbehold for mindre udsving i salærtakster.


9.2
SmallClaims er berettiget til sit Success Fee (salær), såfremt Debitor foretager betaling eller dele heraf efter SmallClaims’ opstart af sagen, jf. punkt 7.1 og er endvidere berettiget til at modtage salær i sager med væsentlig procesrisiko, jf. punkt 7.5.

9.3
SmallClaims fakturerer som udgangspunkt sit salær senest 30 dage efter  sagens afslutning, når kravet er inddrevet, jf. punkt 9.1 eller ved indbetaling af afdrag, jf. punkt 9.4 på SmallClaims’ konto. SmallClaims modregner sit salær i det inddrevne krav, og udbetaler efterfølgende det resterende af kravet til Klienten. Retsafgiften indgår ikke i SmallClaims’ salær.

9.4
Indgås der afdragsaftale med Debitor under SmallClaims’ administration, vil SmallClaims’ salær blive modregnet først i de enkelte afdrag, og når SmallClaims’ salær er blevet betalt til fulde, vil resten af det udestående tilgodehavende hos Debitor blive udbetalt til Klienten løbende i henhold til den indgåede afdragsaftale. SmallClaims har en betalingscyklus på 90 dage (3 måneder), hvor inddrevne afdrag udbetales til Klienten.

9.5
Ved opstart af betalingspåkrav, sag i den forenklede proces hos domstolene eller som efterfølgende fogedrekvisition, skal der til domstolene betales en retsafgift, som skal betales af Klienten, når sagen anlægges. Inden sagen bliver anlagt hos domstolene, vil Klienten altid skulle godkende dette. Taber Debitor sagen vil denne blive pålagt at betale retsafgiften. Retsafgiften følger den til enhver tid gældende retsafgift for sager i den forenklede proces, der føres i første instans, og som fastlægges af Retsafgiftsloven, for nuværende DKK 750.

9.5.1
Er kravet (hovedstolen) opgjort til en værdi på maks. 2.000 kr., er SmallClaims berettiget til, af Klienten, at få dækket udgifter til transport ved en eventuel hovedforhandling eller fogedmøde, såfremt transporttiden overstiger 1 time hver vej.

9.6
Tilbagekaldes en sag eller overdrages denne til tredjepart efter overdragelse til SmallClaims, er SmallClaims berettiget til et tilbagekaldelseshonorar på DKK 500 hvis sagen endnu ikke er blevet anlagt hos domstolene og DKK 2000, hvis sagen er blevet anlagt som en sag i den forenklede proces eller som et betalingspåkrav.

9.7
Moms tilføjes alle priser, herunder af salæret. Moms af SmallClaims’ salær fratrækkes automatisk i Klientens udbetalinger.

10. Procesrisiko og Ansvar

10.1
Anlæggelse af retssager medfører altid en procesrisiko for at tabe sagen. Tabes sagen, skal der som udgangspunkt betales visse sagsomkostninger til modparten. I sager i den forenklede proces er udgifterne til modparten - såfremt man taber en sag - dog begrænset og følger Østre- og Vestre Landsrets vejledninger herom. Fastsættelse af sagsomkostninger afhænger af kravets størrelse og om sagen kommer til en hovedforhandling. Typisk opgøres sagsomkostningerne til mellem DKK 1500 og DKK 8500. Den sædvanlige opgørelse af sagsomkostninger kan i sjældne tilfælde afvige, idet det er Retten, der fastsætter sagsomkostningerne. Tabes en sag under SmallClaims’ behandling, accepterer Klienten at SmallClaims på ingen måde skal tage del i betaling af sagens omkostninger pga. den såkaldte procesrisiko.

10.2
Klienten skal reklamere senest inden for 14 dage efter kendskabet til eventuel ansvarspådragende handling fra SmallClaims’ side. Klientens krav på erstatning frafalder, såfremt klienten ikke reklamerer rettidigt.

10.3
SmallClaims kan kun gøres erstatningsansvarlig for Klientens direkte og dokumenterbare tab, som ikke kan overstige DKK 7.500,00 pr. ansvarspådragende handling og/eller sag.

10.4  
SmallClaims kan ikke drages til ansvar for, at en sag forælder, medmindre Klienten forinden skriftligt har gjort SmallClaims opmærksom på eventuel forældelse og bedt SmallClaims indbringe sagen for domstolene for at afbryde forældelsen.

11. Opsigelse og Misligholdelse

11.1
Opsiger Klienten aftalen, er SmallClaims berettiget til at færdigbehandle alle overdragne sager, medmindre Klienten tilbagekalder sagerne, hvilket vil udløse et tilbagekaldelseshonorar, jf. punkt 9.6.

11.2  
Misligholder en af parterne aftalen væsentligt, er den anden part berettiget til at ophæve aftalen skriftligt.

11.3
Såfremt SmallClaims ophæver aftalen som følge af Klientens væsentlige misligholdelse er SmallClaims
berettiget til at betragte igangværende sager som tilbagekaldt og opkræve honorar herfor, jf. punkt 9.6.

12. Øvrige vilkår

12.1
SmallClaims og Klienten kan efter gensidig skriftlig aftale anvende hinanden som reference i reklame- og markedsføringsøjemed.

12.2
Klienten tiltræder SmallClaims persondatapolitik, jf. www.smallclaims.ai/persondatapolitik.

12.3
Parterne skal som udgangspunkt søge at afgøre eventuel konflikt og uenighed via indbyrdes dialog. Lykkes det ikke, er nærværende aftale underlagt dansk ret, og værneting er Københavns byret.